De 5 største myter om travlhed på jobbet

De 5 største myter om travlhed på jobbet

Når jeg rejser landet tyndt for at holde foredrag og kurser om arbejdsglæde har jeg samtidigt alle chancer for at finde ud af, hvor skoen virkelig trykker derude på de danske arbejdspladser. Hvad er det der frustrerer os på jobbet? En ting der går igen på næsten alle arbejdspladser, fra banker til børnehaver og fra fængsler til forsikringsselskaber er at alle synes de har for meget arbejde.

Travlheden er blevet et vilkår i næsten alle jobs. Det virker som om alle har 20% mere at lave end de på nogen mulig måde kan nå. Det er ikke så slemt i sig selv. De fleste arbejdspladser fungerer alligevel, selvom man nogle gange må hugge en hæl, klippe en tå og se stort på sin faglige stolthed. “Det skal ikke være godt, det skal være færdigt” bliver ofte mottoet. Men det kan gå galt, fordi mange af os går rundt med mere eller mindre konstant mavepine over at være bagud. Vi får en fornemmelse af, at vi ikke slår til på jobbet. At vi ikke leverer varen og at vi ikke er gode nok. Den fornemmelse af utilstrækkelighed tager vores arbejdsglæde, og så går det først galt, for så er det at frustration og arbejdsstress for alvor melder sig.

Travlhed

Og det er skidt, for hvis der er noget vi har brug for i en tid hvor der er travlt, så er det arbejdsglæde. Du når nemlig mere når du har det godt, end når du har mavepine over endnu en truende deadline, som du bare ikke kan nå. Men det kan lade sig gøre, at holde arbejdsglæden oppe, selv når der er rigtig travlt. Det kræver at vi afliver fem myter om travlhed.

Myte nummer 1: Hvis jeg er bagud på jobbet, er jeg ikke god nok.

Det sidder dybt i os, at hvis bare vi var dygtige nok, så ville vi ikke være bagud. Men sagen er den på mange danske arbejdspladser, at der bare er mere arbejde end der kan nås med de hænder og hoveder der er til rådighed. Det kan skyldes mange ting, f.eks. nedskæringer, øget omsætning, større effektivitetskrav eller bare det simple faktum at arbejdsløsheden lige nu er på under 2%, så det er blevet meget svært at finde nye folk.

Det betyder, at uanset hvor god man bliver, og uanset hvor meget man knokler, så vil der stadig være mere arbejde. Derfor skal vi lære sandheden: At selvom vi er bagud, er vi gode nok.

Myte nummer 2: Hvis jeg er bagud, skal jeg arbejde mere.

Den hører man godt nok mange steder, men problemet er, at der ikke nødvendigvis er nogen sammenhæng mellem hvor meget man arbejder og hvor meget man når. Mange arbejdspladser skruer op for timetallet og oplever at de ikke når ret meget mere arbejde.

Til gengæld har IT-virksomheden 37signals i Chicago lige indført 4-dages arbejdsugen. Deres erfaring er, at de når lige så meget arbejde på 4 dage om ugen som på 5, fordi de ansatte så er gladere og friskere når de er på arbejde.

Så løsningen er ikke at vi skal lægge flere timer på jobbet. Vi skal have mere ud af de timer vi lægger. Og det får vi ved at skabe mere arbejdsglæde, engagement og energi – og ikke ved at kaste os ud i store mængder overarbejde.

Myte nummer 3: Hvis jeg presser mig selv hårdere, så når jeg mere.

En del virksomheder og ledere vælger at lægge pres på deres folk for at få dem til at arbejde mere eller hårdere. Det gør de f.eks. Ved at fortælle hvor vigtigt at det et, at en deadline bliver nået, ved selv at arbejde ekstra hårdt eller sågar med direkte eller indirekte trusler. Det er en fejl.

Når man lægger den type pres på folk, så ryger deres arbejdsglæde. De bliver nervøse, forkrampede, indelukkede og går i forsvarsposition. Og det gør dem mindre produktive. Det er lige præcis ikke det man har brug for. I stedet for skal vi tage presset af og fokusere på at holde arbejdsglæden oppe. For nå vi har det godt på jobbet, er vi mere produktive.

Myte nummer 4: Jeg kan ikke have arbejdsglæde, hvis jeg er bagud.

Men det ikke alene kan vi – det SKAL vi. Uden arbejdsglæde har vi simpelthen ikke de nødvendige ressourcer vi skal bruge til at nå opgaverne.

Undersøgelser viser, at nårvi har arbejdsglæde er vi mere produktive, kreative, hjælpsomme, åbne, fleksible, engagerede, motiverede og optimistiske. Vi bliverer også mindre syge. Alt det betyder, at vi er meget bedre til vores arbejde og når meget mere. Og så skrumper bunkerne.

Myte nummer 5: Jeg skal fokusere på de opgaver jeg ikke når

Mange fører lange todo-lister med de opgaver vi mangler. De fører også løbende statistik over hvor store bunkerne er blevet og hvor langt de er bagud. Jeg tror man skal gøre det stik modsatte, og i stedet begynde at lave lister og opgørelser over alt det man har nået!

Jeg har hjulpet en afdeling i Alm. Brand med at finde arbejdsglæden igen. De var blevet ramt af en kæmpe pukkel af ekstra arbejde, og havde alt for få ansatte til at få det løst. Det begyndte at stresse dem, hvilket betød at de havde en del sygdom og dermed kom endnu mere bagud. Vi kunne have brugt meget energi på at snakke todo-lister, stress, prioritering af opgaver og overarbejde, men det gjorde vi ikke. Vi snakkede kun om, hvordan de kunne få arbejdsglæden tilbage.

Over en periode på 2 måneder lykkedes det gradvis og resultatet viste sig hurtigt. Folk blev mindre syge, de blev mere produktive, de var mere energiske og motiverede og havde mere overskud til at hjælpe hinanden. Alt det betød, at de snart efter satte ny rekord i hvor meget arbejde de nåede og at bunkerne begyndte at skrumpe i stedet for kun at vokse.

Og det er det vi skal: Holde fokus på, at arbejdet først og fremmest skal være en god oplevelse som giver os energi og glæde. Selv om der er travlt, kan det sagtens være sjovt at gå på arbejde. Og hvis det er det, har vi meget større chance for at gøre noget ved travlheden.

Skrevet af alexander

Alexander stiftede Arbejdsglæde nu i 2003 og er en af verdens førende eksperter i emnet. Han har skrevet 5 bøger om arbejdsglæde og holdt hundredevis af foredrag i næsten 50 lande.

1 kommentar

  1. Kære Alexander
    Hatten af for din altid smittende energi, arbejdsglæde og veldokumenterede eksempler.
    Jeg tror det er et spørgsmål om få år, før det er indlysende for alle, hvor meget ret du har. Lige nu holder vi blot fast i den gamle protestantiske “yde før du kan nyde” policy, i stedet for at gøre som gudinderne og andre gode rollemodeller: nyde, så man kan yde.
    Jeg oplever selv i de virksomheder, jeg holder foredrag hos, at deadlines ofte er sat helt urealistisk og at alle ånder lettet op, fordi de andre heller ikke når dem. Jeg erfarer også, at energi er meget mere relevant end tid: Jo højere energi, jo mere kreativitet og jo mere produktivitet.
    Tillykke med din bog – glæder mig til at læse den og til at møde alle de spændende mennesker, der plejer at være på jeres konferencer, som man bør deltage i alene for at finde ud af på hvilken måde i har designet den ud-af- boksen i år!
    for Danmark som rollemodel og innovatrice! Kirsten

Skriv en kommentar